the honduran project - et projekt om handicappede i honduras

Mandag, 21 juli, 2008 - 17:35

Honduras' gemte handicappede
Jacob Nossell fra Smørum tog til Honduras for at opleve de forhold landets handicappede lever under. Han har skrevet en blog om sine oplevelser fra et land med stor ulighed.

SMØRUM: Luksusvillaer ligger få hundrede meter fra hjælpeløst sammentømrede blikskure, kun adskilt af en solid mur. Ingen af de to grupper har noget med hinanden at gøre, og derfor er landets fattige handicappede i høj grad afhængige af hjælp fra lokale græsrodsorganisationer.

20- årige Jacob Nossell er komiker, spastiker og ildsjæl. For en lille uge siden kom han hjem til Smørum, efter at have rejst rundt til forskellige handicapinstitutioner i Honduras i 14 dage. Det er et land, hvor fattige familier bliver nødt til at frastøde deres handicappede familiemedlemmer, fordi de ikke har råd til at betale for pleje og behandling. Med på rejsen havde Jacob Nossell sin ven Jon Holtze, der samtidig fungerede som fotograf og personlig hjælper.

På turen oplevede de, hvordan landets fattige nærmest gemmes væk.

- Det er svært at forholde sig til den ulighed. Der er store villaer på den ene side af gaden og blikskure på den anden. Det er meget tragisk, fortæller Jacob Nossell .

Rejsefællen Jon Holtze supplerer.

- De er ikke stolte af den fattigdom, der er i landet.

Det er helt tydeligt, at de har jaget de fattige ud i nogle bestemte områder, fortæller han, og beskriver, hvordan de fattige kan være svære at få øje på, fordi de ikke er til at få øje på i den overdådige natur. Det gør det nemmere for resten af befolkningen at ignorere dem.

Fattigdommens safari
Ideen til turen kom da Jacob Nossell under et højskoleophold mødte 18- årige Fadua Ortez fra Honduras, der selv har en handicappet lillesøster.

- Gennem hende fandt jeg ud af, at hvis du er fattig og handicappet i Honduras, så er du fandme på røven, fortæller han.

Efter at have søgt støtte til projektet flere steder kom makkerparret til Honduras med Danida som hovedsponsor.

Jacob Nossell fortæller, at han følte, at det var lidt som at være i Knuthenborg Safaripark, når gadesælgere kom hen til bilerne for at sælge souvenirs og andet skrammel.

- Jeg blev helt flov, når jeg rullede vinduerne op.

Det var mærkeligt, at man vænnede sig til at lukke af for dem. Det er sørgeligt, men nødvendigt, fortæller han.

Jacob Nossell har svært ved at forholde sig til uligheden, fordi vi i Danmark har en tradition for at passe på samfundets svageste, forklarer han.

- Man fornemmer, at alt hjælp var græsrodsbevægelser.

På turen mødte vi aldrig noget, hvor der var en stor organisation bag, fortæller han.

Jacob Nossell er godt klar over, at han ikke kan ændre verden natten over. Han håber dog, at hans artikler og kommende foredrag om turen kan være med til at gøre danskere opmærksomme på handicappedes vilkår på et internationalt plan.

Urth

Frederiksborg Amts Avis 19.07.08

Mandag, 07 juli, 2008 - 19:02

Det Store Dilemma

Den lange tur hjem. Billede over Miami lufthavn. Foto: Jon Holtze

Det er nu en uge siden, at jeg vendte hjem til Danmark efter 2 ugers ophold i Honduras. Det er på tide at lave en konklusion på turen. Hvad fik jeg ud af min tur til Honduras? Det er utroligt svært at finde et passende svar på dette spørgsmål. Der er så mange tanker, dilemmaer, oplevelser og forskellige perspektiver, man skal tage hensyn til.

Det er nok derfor, at det er så svært at skrive denne sidste og konkluderende blog. For som så ofte før, når man begiver sig ud i den store verden, opdager man, at intet er sort eller hvidt på vores blå planet. Verdenen er nærmere et gråt objekt, der ikke kan puttes i nogen bås. Det er superirriterende og frustrerende, at man ikke kan slå noget ordentligt fast. – Men samtidigt bliver man tvunget til at tage stilling til nye ting og revurdere ens fordomme og opfattelse af verdenen, hvilket er meget lærerigt.

Med rejsen til Honduras kom jeg til et vaskeægte uland. Der var både huller i vejene, fattigdom, ulighed og korruption. Listen er lang over, hvad der ikke fungerer i Honduras. Rent ud sagt, Honduras er røv og nøgler i forhold til Danmark. Jeg boede en stor del af tiden i byen San Pedro Sula. Byen er den industrielle hovedstad i Honduras. Der så jeg mange hundredetusinde mennesker have en hverdag og et liv. Jovist, mange af dem var fattige og gik rundt i mellem bilkøer og tiggede efter penge. På et tidspunkt, så jeg en handicappet gammel mand, der havde mistet begge ben, og som sad i en slidt kørestol og tiggede efter penge på gaden. Jeg måtte lige blinke en ekstra gang. Jeg tror, at alle kan være enige om, at denne mand har en kummerlig og uværdig tilværelse. Det er både uretfærdigt og forkert, ingen tvivl om det.

På den anden side, mødte jeg masser af mennesker, der havde hus og familie, der gik på arbejde hver dag, læste avis og drak kaffe. Helt almindelige mennesker der var hverken fattige og eller kriminelle. Spørgsmålet er, om man kan tillade sig at stemple Honduras som en ussel bananrepublik? Svaret er nej, men svaret balancerer på en svær balancegang. For Honduras er bestemt ikke lutter lagkage.
Der er virkelige store problemer med ulighed og kriminalitet. Man må aldrig undervurdere eller på nogen måde lukke øjne for de negative ting, der foregår i Honduras. Tværtimod, skal man forsøge at oplyse om dem og bringe budskabet videre til dem, der kan gøre noget ved dem. Dog skal oplysningen ske, uden at man maler fanden på væggen.

I løbet af min tur til Honduras fandt jeg ud af, at jeg som privatperson ikke kunne ret ændre ret meget for den almindelige honduranske borger. Jeg kunne bare skrive om mine oplevelser, det var det. Samtidigt fandt jeg ud af, at man måtte acceptere de vilkår der nu engang var i landet. Selvom de var uretfærdige eller forkerte, så var det sådan landet lå.

Glad beboer fra El Arca. Foto: Jon Holtze

Mine oplevelser med de handicappede børn var en stor oplevelse for mig. De bosteder og behandlingssteder jeg besøgte var fulde af varme og kærlighed til børnene, selvom deres faciliteter var gamle og tyndslidte, og behandlingsmetoderne langt fra var optimale. Alligevel var der en duft af håb og af gå-på-mod på de behandlingssteder og bosteder jeg besøgte. Børnene var utrolige smilende og imødekomne. De var ikke triste, underernærede eller sad i et hjørne og savlede, som man kunne tro.

Mine besøg var meget svære at forholde sig til, og de gav mig store mængder af blandende følelser. Jeg mødte glade og ”raske” børn, der krammede mig på livet løs. – Men samtidigt vidste jeg godt, at det kun var en brøkdel af de handicappede børn i Honduras, der havde det så godt og havde de samme muligheder, som dem jeg mødte på mine besøg. Jeg fandt ud af, at jeg måtte forholde mig til, hvad jeg så. Beskrive det med min baggrundsviden i mente. Det var en meget lærerig oplevelse.

Konklusionen på turen må være, at der er et lille håb for de handicappede børn i Honduras. Der er nogle handicappede der får behandling og får mulighed for at udvikle sig. De er bare meget få, alt for få. Honduras er et uland, hvor der fattigdom, ulighed og kriminalitet, men hvor 7,4 millioner af mennesker stadigvæk har en hverdag i landet.

For mig har det være en stor oplevelse på alle mulige måder. Turen har også været kanon lærerig for mig, både menneskeligt og rent journalistisk. Det er en lidt flad fornemmelse at slutte den officielle turblog, for der er stadigvæk så mange tanker og ideer, jeg mangler at få skrevet ned på papir. – Men det skal jo gøres, og fortvivl ikke, min plan er stadig at lave nogle overordnede artikler om turen til diverse blader og aviser, samt afholde nogle foredrag om projektet.

Fadua Ortez og Jon Holtze. Foto: Jacob Nossell

Målet er at lave www.thehonduranproject.com til en vidensportal for vilkårene for de handicappede børn og unge i Honduras. Så hold øje med www.thehonduranproject.com i fremtiden, hvor der vil løbende komme artikler og nyheder op på siden.

Jeg skylder en 1000 tak til mine venner Jon Holtze og Fadua Ortez for hjælpen i to hele uger. Uden jer var dette projekt en umulighed. Tak, tak.

Til sidst tak til alle jer læsere. Tak for jeres tid, støtte, kommentarer og engagement i projektet. Det er altid superfedt med feedback. Tak fordi I fulgte med på bloggen.

// Jacob Nossell

Tirsdag, 01 juli, 2008 - 23:45

Nye perspektiver!

Refleksion over Tegucigalpa. Foto: Jon Holtze

Nu er jeg vendt tilbage til Danmark. Min tur til Honduras er slut. Jeg er ret smadret, men det føles godt at være tilbage i trygge og vante rammer her i Danmark. Alligevel har jeg det mærkeligt. Der er så mange tanker og indtryk, der farer rundt i min hjerne. Jeg kan godt mærke, at min krop og mit hoved skal have lov til fordøje turen. Turen var en stor oplevelse på alle fronter, leder og kanter. Jon og jeg mødte en helt anden kultur, et helt andet sprog og et helt andet samfund. Honduras kan overhovedet ikke sammenlignes med Danmark, eller et andet europæisk land for den sags skyld. Det var helt andre forhold og nye spilleregler, som jeg skulle lære at forholde mig til.

Vagter med automatpistoler. Foto: Jon Holtze

Den ufattelige store ulighed var nok det sværeste at forholde sig til. Der er veje i San Pedro Sula (byen hvor jeg boede i), hvor den ene side af vejen er besat med kæmpe store villaer, nærmest paladser. Disse paladser har høje brede mure som er pyntet med pigtråd, der indhegner boligen som et tykt værn imod uønsket gæster. Omkring murene går vagter med automatvåben eller shotguns og patruljerer villaerne. På den anden side af den samme vej, bor mennesker i små faldfærdige huse lavet ud i blik og gammelt metal. Børnene har beskidt og slidt tøj på, de leger med en gang affald i ny og næ. En mor vasker tøj i den lokale å - hun hænger tøjet til tørre på to små tørresnore ved metal-husets tag. Alt ting på denne side af vejen er slidt og møgbeskidt. Kontrasterne skærer i øjnene. Ydermere findes der præcise kopier af shoppingscentrene Illum og Magasin i Honduras, det er her, at de rige honduranere hænger ud. De rige shopper de samme mærkevarer, som vi har her hjemme i Danmark. De går i mærkevare fra top til tå. Alt skal have en lille mærkat på, så der skal shoppes rigtigt meget. Denne shopping foregår i et land, hvor en 1/3 af befolkningen i landet lever under 6 kroner om dagen. Det er ufatteligt.

Åen i brug som vaskemaskine. Foto: Jon Holtze

Disse syn fungerede helt sikkert som en øjenåbner for mig. Den massive ulighed kom i den grad bag på mig. Jeg havde læst bøger, set billeder og læst på nettet om Honduras og uligheden, men at stå der nede i egen person er noget helt andet. Da jeg så al den ulighed, så koncentreret og på samme sted, blev jeg først vred og forarget. Det her er bare ikke fair, hvorfor gør de ikke noget ved uligheden og fattigdommen i landet.

Jeg må kunne da gøre noget, hjælpe dem, bare gøre et eller andet. – Men jeg fandt ud hurtigt ud af, at jeg ikke kunne gøre så meget ved den økonomiske situation i Honduras. Når man rejser til fjerne steder i verdenen, så finder man lynhurtigt ud af, at man hverken er Gud eller hans gave til folket. Man er faktisk ret lille, direkte svag og ubetydelig. Det er altså en stor kamel at sluge, når man er en ung knægt på 21 år, som har et ego på størrelse med Mars. Jeg kunne ikke en skid, jeg kunne bare berette om mine oplevelser.

Jeg skulle lige bruge nogle dage til at indse disse ting, men efterhånden fik jeg en god følelse af en banal taknemlighed over for det man har hjemme i Danmark. Mange læsere vil sige, at dette ikke er noget nyt for unge, der rejser ud i den store verden. Måske ikke, men hver gang du rejser et nyt sted hen, så ændrer dit verdensbillede sig. Det er vildt skræmmende først, men efterhånden får du nye perspektiver og nye måder at forstå verdenen på. – Og det gør dig klogere...

// Jacob Nossell

Lørdag, 28 juni, 2008 - 00:57

Fodbold - Det Samler!

Olimpiadas Especiales. Foto: Jon Holtze

Egentligt er fodbold en ret banal sport. Spillet inderholder 22 mand, der render og sveder, og løber efter en lille rund hvid læderbold i 90 minutter. Der er ikke så meget at rafle om - det går ud på at få bolden i kassen, det er det. Egentligt kan jeg godt forstå, hvorfor min mor ryster på hovedet, hver gang min far og jeg ser fodbold på TV. Fodbold er pokkers banalt, og så alligevel ikke.

For der er ikke givet noget på forhånd i fodbold. Spillet om den lille hvide kugle er uforudseligt, en fodboldkamp kan bølge frem og tilbage. Mesterholdet kan sagtens tabe til nedrykningsholdet. Du kommer hele følelsesregisteret i gennem i løbet af en kamp. Du får følelser af lykke, had, vrede, irritation, håb og vilje. Det er det, fodbold kan.

Nu vil de fleste læsere sige, at jeg roder rundt i min beskrivelse af fodbold. Jeg synes, det er svært at beskrive, hvorfor fodbold er så fedt. Jeg kan bare konkludere, at jeg elsker fodbold, og fodbold samler mange millioner mennesker og kan skabe en unik fællesskabsfølelse mellem mennesker. Lige nu følger flere hundrede millioner mennesker med ved EM i Østrig og Schweiz. Nationer kan dyrke det nationalistiske på en fredelig måde. Man kan skabe en fællesskabsfølelse og snakke et universelt sprog, som alle kan forstå via fodbold. Det synes jeg er genialt.

Bolde overrækkes og så skal det foreviges.
Foto: Jon Holtze

For to dage siden stod jeg ved et honduransk stadion og skulle spille fodbold med DAMP-børn fra Honduras. Foreningen jeg besøgte hed Olimpiadas Especiales. Det er en stor paddehatsorganisation, der hjælper handicappede rundt om i verden med at dyrke idræt. Der var ca. 15 børn, de var i alderen 8-12 år. Vi hilste pænt på hinanden, og jeg overrakte nogle fodbolde, som jeg havde med. Efter en hurtig omklædning, løb jeg ud på banen sammen med ungerne. De havde sindssygt meget energi, så vi kom hurtigt i gang med opvarmningen. Vi tog en rask løbetur rundt om banen, og lavede de obligatoriske indersideafleveringer. De fleste var faktisk ret gode og havde en god boldforståelse.

En kommende fodboldstjerne. Foto: Jon Holtze

Det var fantastisk at spille fodbold med dem. At stå i Honduras og spille fodbold, at aflevere og score mål med nogle man aldrig har mødt før. Mennesker som man ikke ellers kan kommunikere med. At kunne finde noget fælles med personer, der har en anden kultur og sprog end en selv. Vi kunne ”tale” fodbold sammen - Med fodbolden opnåede jeg et fællesskab med ungerne den dag. Det kan godt være at lyder plat og banalt, men det gjorde mig glad.

// Jacob Nossell

Lørdag, 21 juni, 2008 - 00:08

Dyt-Båt
Det er morgen i Honduras, Jon snorksover stadigvæk. Jeg kan aldrig sove længe, jeg synes det bliver for varmt og for lyst til at sove. Jeg er i hovedstaden Tegucigalpa. Selve byen ligger på bjerge, det går meget op og ned, når man kører i bil herinde. Byen er som en lang stor rusjebane uden ende. Det er virkelig en rusjebane, for der er sindssygt mange biler i byen og de kører vildt. Det kan godt være, at Honduras er et fattigt uland, men det er ikke unormalt, at en almindelig honduransk familie har 3-4 biler. Jeg ved ikke helt rigtigt, hvor de får pengene til alle de biler fra, men de kører i bil overalt. Der er ikke så mange lyskryds i Honduras, så man kører lidt rundt på må og få. Det er meget sjovt, men man føler sig dog aldrig helt sikker i traffikken. De dytter også ekstremt meget. De dytter konstant og hele tiden. De dytter af alt, mennesker, grise, køer og får.

I dag kommer et af mine personlige højdepunkter, jeg skal (forhåbentlig) spille fodbold sammen med nogle honduranske handicappede. Jeg skal også overrække nogle fodbolde, som jeg har fået fra Adidas. Jeg glæder mig rigtigt meget, jeg tror det bliver så fedt. Jeg er jo inkarneret fodboldelsker. - Men først så snupper jeg lige noget morgenmad.

Ps.: Det er dejligt at være på bloggen hver dag, nu når man ikke (7-9-13) har racermave mere.

// Jacob Nossell

Fredag, 20 juni, 2008 - 23:20

Funchae – Det virker!
Det journalistiske ideal går ud på, at man skal beskrive verdenen som den i virkeligheden er. Beskrivelsen af virkeligheden skal være så realistisk som muligt. Troværdighed er det vi danskere vil have, når vi læser vores avis ved morgenkaffen.

Organisationen Funchae. Foto: Jon Holtze

Når man ønsker at beskrive Honduras som stat, kan man hurtigt komme til at dømme landet som en bananrepublik af værste skuffe. Den honduranske stat er den 16. fattigste stat i verdenen, staten har en kæmpe ulandsgæld til Verdensbanken. Kriminaliteten er tårnhøj i landet. Skududvekslinger og overfald er dagligdag i Honduras. Korruption er også udbredt i landet, og arbejdsløsheden ligger på de godt 50 procent. Kort sagt, der er ikke særlig meget at råbe hurra for i Honduras. Man kunne lige så godt dreje nøglen om.

Jeg er i San Pedro Sula, den industrialitiske hovedstat i Honduras. Jeg besøger et behandlingsted for handicappede børn i byen. Behandlingsstedet og organisationen hedder Funchae. Organisationen er opstartet af mødre til handicappede børn i Honduras. Tilbage i 1997 var der ikke noget tilbud til deres børn, så mødrene oprettede selv noget. Undskyld, mit udtryk, SÅ HAR MAN FANDEME NOSSER. Det siger også lidt om, hvad moderkærlighed er brygget på. Jeg fik en lille klump i halsen, da jeg hørte Funchaes historie.

Mentalt handicappet fra projektet Creer under Funchae. Foto: Jon Holtze

Der er mange forskellige typer handicappede på Funchae. De fleste har et mentalt handicap, men det er ret svært at finde ud af, hvad de fejler, fordi børnene ikke har fået nogen form for behandling, før de kom på Funchae. De fleste bliver først diagnosticeret på Funchae, og de fleste er ikke i stand til at bevæge sig frit omkring. Så er det svært at se, hvad de fejler. Selve behandlingen er enormt tidskrævende og den tager lang tid, men det giver resultater. Børnene øver de samme bevægelser igen og igen, så de nærmest får dem indkodet i hjernen. På Funchae siger de, at det er ret effektivt. Nogle lærer at kravle, nogle lærer endda at gå. Det er ret fantatisk.

Øvelser med børnene på Funchae. Foto: Jon Holtze

Og det er her at journalisten kniber sig selv i armen. Han kan udmærket godt se, at lokalerne er tyndslidte og deres udstyr er ældgammelt, men de laver altså resultater. Resultater man kan se. Jeg ser glade og smilende børn der træner og bliver bedre og bedre. Så kan man ikke rigtig tillade sig at pege fingre og sige BUUUHHUU...

Det kan bare man ikke. Der er plads til forbedninger, ja bestemt. - Men man går der fra med et lille håb om en bedre og lysere fremtid for de handicappede børn i Honduras. Man bliver i god humør og det varmer!

// Jacob Nossell

Torsdag, 19 juni, 2008 - 22:48

Velkommen til Knuthenborg Safaripark
Jeg har været i Honduras i 4 dage nu. Jeg fatter stadigvæk hat af dette land. Dette land jeg befinder mig i indeholder så megen ny kultur, vaner og livsførelse, at jeg bliver ør i hovedet af alle de nye indtryk. Det er super interessant, men også ret hårdt at forholde sig til det helt nye og ukendte. Yderligere har min krop svært ved at affinde sig med Honduras. I hvert fald har jeg på det seneste haft en ordentlig omgang turistmave. Det er ikke spor sjovt, når det vælter ud fra begge ender. Nå, tilbage til det væsentlige.

Fattigt kvarter i San Pedro Sula. Foto: Jon Holtze

Det er meget svært at forholde sig til den ekstreme fattigdom der er i landet. For fattigdommen er i den grad synlig i Honduras. Fattige mennesker går rundt imellem bilerne i vejkrydsene og prøver på at sælge dig ting. De sælger alt fra vandmeloner til mobilcovers. De kigger på dig lige ind af vinduet, mens de prøver at sælge varen. Jeg bliver enormt flov i disse situationer – dels fordi jeg er så rig i forhold til dem, og dels fordi jeg sidder i en bil, der har oprullede vinduer, låste døre og aircondition. Man føler næsten ikke, at man kan være det bekendt. Det er lidt som at køre rundt i Knuthenborg Safaripark og se på aber. Man får en underlig følelse af afmagt og bliver vred og sur.

Villaer 200m fra det fattige kvarter. Foto: Jon Holtze

Uligheden er også noget, der rammer hårdt i ens bevidsthed. Begrebet ulighed må stamme fra Honduras. Du kan have en helt almindelig asfaltvej. På den ene side er der store dyre villaer, som nærmest er ligesom slotte med høje og tykke mure rundt om. Man kan se vagter med automatrifler, der går og patruljerer i området. På den anden side af vejen bor folk i huse af tagpap. Alt er smadret og brugt op. Der er skrald overalt. Mange af husene har ingen el eller rindende vand. Man får det altså underligt af at køre forbi en vej med slotte, for at så køre forbi en anden vej med små beskidte blikhuse. Det hænger ikke sammen.

Bosted for hjemløse handicappede i
Teguchigalpa. Foto: Jon Holtze

Når det kommer til handicappede, så ser man ikke folk med handicap i Honduras. Der er nogle enkelte kørestolsbrugere på gaden der har mistet et ben eller en arm. Mere ser man ikke til handicappede i byen.
I Honduras er det stadigvæk en skam at få et handicappet barn. De fattige forældre her, har hverken de fornødne økonomiske eller tidsmæssige ressourcer til at passe et handicappet barn, og vælger derfor ofte at frastøde barnet.
På min tur i Honduras skal jeg besøge behandlingssteder og aktivitetscentre for handicappede børn, samt et bosted for hjemløse handicappede. Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang, selvom jeg inderst inde godt ved, at det bliver nogle hårde oplevelser. Jeg må bare holde fast i, at min tur handler om at skabe nogle gode og positive oplevelser for dem jeg møder på min vej.

Jeg håber at du, kære læser vil følge med i min færd og mine oplevelser i Honduras.

// Jacob Nossell

Tirsdag, 17 juni, 2008 - 00:27

Ankomst til Honduras
Jeg sidder i flyet på vej til Honduras. Jeg vender og drejer mig i sædet, jeg prøver at falde i søvn, men jeg er alt for spændt. Nu vil jeg bare se Honduras i levende live, det land, som jeg har beskæftiget mig med i de sidste tre måneder.

Jacob i terminal E33 mod San Pedro Sula. Foto: Jon Holtze

Ved siden af mig sidder der en lille tyk dreng. Han keder sig voldsomt meget, så han begynder at indlede en samtale med mig på spansk. Her må jeg lige indskydes, at jeg fik 6 i spansk i gymnasiet, og at mit spanske ordforråd kan tælles på en hånd. Kort sagt, jeg er pivringe til spansk. Jeg forsøger på engelsk at fortælle den lille tykke dreng, at jeg ikke taler og forstår spansk. Han stopper op og kigger på mig, der er en kort pause, så forsætter han igen. Jeg opgiver, og prøver bare på at smile og se forstående ud. Denne meget lange monolog varer en halv time, før han opgiver at snakke med mig. Jeg ånder lettet op, mon det bliver sådan i Honduras?

Byen set fra hovedvejen. Foto: Jon Holtze

Fredag, den 13. juni 2008, klokken 19.35 sætter jeg mine ben på honduransk grund. Det er allerede mørkt udenfor, da Honduras ligger nær ækvator i Centralamerika. Dagene er meget korte hernede. Vi bliver langsomt sluset ud af flyet. Den første varme luft rammer mig som en mur. Luften er meget varm og fugtig. Det er lidt ligesom at bo inde i en hårtørrer. Efter lidt tid kommer min kørestol ud til gaten. Jeg sætter mig i kørestolen, og langsomt bevæger jeg mig væk fra flyet. Vi er i San Pedro Sula, en stor havneby i Honduras. Det er den næststørste by efter hovedstaden Tegucigalpa.

Lufthavnen i San Pedro Sula ligner noget fra 70'erne. Vi går i gennem lange gange med grå slidte marmorvægge, i loftet hænger der lysstofrør alle vegne. Lufthavnen er ret lille og virker uorganiseret. Mens vi står i kø ved den obligatoriske paskontrol, drypper det med vand ned på min fotograf Jons hoved. Vi kigger op, hvor vandet kommer fra og opdager, at der er hul i taget. Vi kommer rimelig hurtigt igennem paskontrollen. Vi finder hurtigt vores bagage på det rullende bagagebånd, og sætter kursen mod ankomsthallen, hvor Fadua Ortez (ven og kontaktperson i Honduras) venter.

I ankomsthallen er der vildt mange mennesker og meget larm og snak. Jeg glæder mig vildt meget til at se Fadua. Jeg har ikke set hende i et halvt år. Pludseligt får jeg øje på hende. Jeg kan mærke, at jeg helt automatisk trækker på smilebåndet. Jeg får da også et kæmpe kram af hende. Faduas far er også til stede, jeg hilser kort på ham. Jeg er meget glad, nu er jeg endelig i Honduras.

Jacob krammer palme. Foto: Jon Holtze

Vi går ud til deres bil på parkingspladsen ved lufthavnen. Jon læsser hurtigt vores bagage ind i bilen, kørestolen og kufferterne bliver nærmest kastet ind i bagagerummet. Vi sætter os ind i bilen og Faduas far starter motoren. Vi kører imod det hotel, hvor Jon og jeg skal bo. Hotellet hedder Compantl. Fadua fortæller, at det er bedste hotel i hele byen.

Jeg kigger ud ad vinduet. Jeg kan ikke se en disse i mørket, men pludseligt ser jeg en stor palme. Jeg smiler for mig selv. Jeg elsker bare palmer.

// Jacob Nossell

Tirsdag, 10 juni, 2008 - 22:27

We love spassers

Smilende jacob stående foran det man svagt kan se som Frihedsgudinden. Foto: Jon Holtze

Jeg er på Manhattan i New York. Her skal jeg være de 3 næste dage, inden turen går videre til Honduras. Jon, min fotograf og hjælper og jeg, har besluttet at holde en miniferie i New York, nu når vi alligevel er her på det amerikanske kontinent (selvfølgelig på egen regning).

Jeg står inde i en lille snusket souvenirbutik, der ligger på en af New Yorks mange "avenues". Jeg kigger på en af de infame "I <3 NY" T-shirts, som alle der har været i New York render rundt med. Egentligt synes jeg, at det er latterligt. Når det kommer til stykket, og lokummet virkelig brænder, hvor mange elsker så virkeligt New York? - Ikke særligt mange. - Men danskerne føler stadigvæk en stor trang til at vise, at de har været i byernes by, og ja, de elsker bare NY. Jeg ryster på hovedet – alligevel tager jeg mig selv i at købe en af disse T-shirts, for man er vel i NY og det skal fejres.

Om 3 dage går det løs i Honduras. Jeg vil undersøge handicappede børn og unges vilkår i landet. Min kontaktperson i Honduras, Fadua Ortez har forberedt mig på, at forholdene er helt anderledes end de er i den vestlige verden, og jeg tror bestemt ikke, det er positivt ment. Jeg tror, det er hårdt at være handicappet barn i Honduras, men jeg ved det jo ikke. Jeg tror, at man skal være utrolig forsigtig med at drage konklusioner på forhånd. Jeg vil se vilkårene med mine egne øjne, føle dem på min egen krop. Derefter kan jeg drage min konklusion – ikke ét sekund før.

Noget som jeg dog kan konkludere er, det er fedt at være spasser i NY. Min kørestol virker som et "gold pass" på næsten alt, hvad jeg rører ved. Folk er ekstremt hjælpsomme og venlige. De flytter sig bogstavelig talt ud af vejen, når man kommer kørende i "spasserjeepen". De spørger flere gange om jeg skal have hjælp til noget. Hjælpsomheden er så heftig, at jeg nogle gange bliver helt forlegen og forvirret, fordi jeg bliver behandlet som en porcelænsdukke.

Du springer køer over, du kommer først til alt, du får maksimum fokus HELE tiden. Det virker lidt kvalmt til tider, men generelt jeg er meget glad og meget imponeret over New Yorkernes attitude over for handicappede. Det er fedt at være handicappet i NY.

Min pointe med denne historie er, at mange fokuserer generelt på de negative ting ved at være handicappet. Især medierne, men også dette projekt undersøger kun problemstillingerne omkring de handicappede. Ofte glemmer vi solstrålehistorierne i skandalesagerne og problemerne om handicappede. Jeg håber, at jeg finder nogle solstråler i Honduras. I hvert fald, elsker de spassere i New York.

// Jacob Nossell

Fredag, 06 juni, 2008 - 19:39

Spasseren på afveje i Honduras

Velkommen til min blog på The Honduran Project. Jeg hedder Jacob Nossell og jeg er en 20-årig ung knægt. I dagligdagen er jeg foredragsholder og komiker, men om 7 dage tager jeg til Honduras for at undersøge de handicappede børn og unges vilkår i landet.

Jeg skal være dernede i 2 uger, jeg skal besøge organisationer og behandlingsklinikker, der arbejder med handicappede børn og unge. Jeg vil finde ud af med egne øjne, hvordan det er at være handicappet i et uland.
Nu vil den kvikke læser spørge, hvorfor han vil undersøge de handicappedes vilkår i et uland, og hvorfor vælger han lige Honduras? Hvorfor tager han ikke med Ung Rejs på drukferie i Bulgarien i stedet for?

Jeg tager til Honduras af mange grunde. Den største grund er min uvidenhed på dette område. Både når det gælder Honduras og de handicappede børns vilkår i Honduras. Jeg ved, at Honduras er et fattigt uland, der ligger i Mellemamerika. Det er vist det. Når det gælder handicappede børn og unges levevilkår i landet, er min viden unægtelig mindre. Jeg tror, at jeg deler denne uvidenhed med mange andre danskere. Det vil jeg gerne lave om på! - For jeg har en lille ide om, hvis du både er fattig og handicappet, så er du godt nok på røven . Den tanke piner mig meget, da jeg selv er spasser.

Jeg er født spastiker. Mit fysiske handicap gør, at jeg har en svag venstreside og har et lettere udtalehandicap. Det danske velfærdssystem har i den grad postet penge i mig, hvilket jeg er meget taknemlig over. Den investering gør, at jeg kan leve et forholdsvis normalt liv, selvom jeg er ringere stillet end andre. Sådan tror jeg ikke det er i Honduras.

Lige for at give et bilede af Honduras, så er Honduras blandt de 37 fattigste lande i verden, omkring halvdelen af befolkningen i Honduras lever for under 12 kr. om dagen. Desuden har landet en meget lille og mangelfuld offentlig sektor. Det gør, at hvert tredje handicappede i Honduras ikke får nogen former for behandling. Den hyppigste årsag til dette er pengemangel i familien. Disse tal er rystende, og der mangler information om svage og marginalgrupper i ulandene. Det vil jeg prøve at lave om på, i hvert fald gøre et forsøg.

Kære Læser! Jeg ved godt, at jeg skal ikke ud og redde verden, eller for den sags skyld Honduras. – Men jeg kan give dig et valg, om at tage stilling til et problem.

Tage stilling til nogle handicappede børn og unge i Honduras.

Mit mål er for denne tur er at oplyse og informere den almindelige dansker om en marginalgruppe i den tredje verden. Samtidigt bliver det min historie om, en spasser der undersøger, hvordan de behandler ”hans slags” i et helt andet land.

Jeg byder dig velkommen til min blog om ”Spasseren på afveje i Honduras”!

(Dette blogindlæg er blevet til i samarbejde med BT.dk/Kasper Vedsmand)

// Jacob Nossell

Onsdag, 30 April, 2008 - 06:52

Satirisk spastiker med projekt i Honduras
Frederiksborg Amt Avis - 26.04.08 - Sektion 2

Han blev kendt som spastikeren i den satiriske dokumentar »Det Røde Kapel«. Nu tager Jacob Nossell 14 dage til Honduras for at beskrive handicappedes situation der.

Smørum: 20-årige Jacob Nossell er komiker, foredragsholder, spastiker og har et taleproblem. Derudover har han et stort behov for at beskrive handicappedes situation rundt om i verden. Derfor tager han den 8. juni fra hjemmet i Smørum til Honduras i Mellemamerika for i løbet af 14 dage at beskrive de handicappedes situation der.

- Jeg synes tit, at vi glemmer de marginaliserede grupper, når vi er ude og rejse. Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke kan lave en revolution, og ændre de handicappedes vilkår med et trylleslag - Men jeg kan hjælpe ved at skabe opmærksomhed omkring de handicappedes situation, fortæller den unge komiker.

Det er ikke første gang, at Jacob Nossell tager ud i verden for at fortælle om forholdene for handicappede i andre verdensdele. I 2006 medvirkede han i DR dokumentaren »Det Røde Kapel«, hvor han, under dække af at være med i en skuespiltrup sammen med komiker Simon Jul Jørgensen og journalist Mads Brügger, blandt andet viste hvordan Nordkorea behandler deres handicappede.

- Jeg har fået min ilddåb, og jeg har lyst til at gøre det igen, smiler Jacob Nossell .

Fra august '07 til marts '08 var Jacob Nossell på højskoleophold. Her mødte han Fadua Ortez fra Honduras, der selv har en lillesøster med autisme. Hun inspirerede Jacob Nossell til at tage til Honduras for at beskrive de handicappedes forhold der.

- Det er meget svært, at være handicappet i Honduras. Du får ikke så meget hjælp. Hvis du er fattig, har du hellere ikke råd til hjælp. Og det er alligevel over halvdelen af befolkningen, der ligger under fattigdomsgrænsen. Det er tragisk, og derfor er det vigtigt, at gøre opmærksom på problemet. Jeg har læst nogle rapporter om handicappede i Honduras, selv om der ikke er ret mange. Du er virkelig på røven, hvis du er handicappet i Honduras, griner Jacob Nossell .

Ingen Messias

I løbet af de 14 dage turen varer, skal komikeren besøge Tina Olesen, der arbejder med autistiske børn i San Pedro Sula. Han skal også på en institution, der hjælper folk med down-syndrom, og på børnehjem i hovedstaden Tegucigaalpa.

- Jeg tror, det bliver en ret hård og alvorlig tur. Et børnehjem for handicappede i Honduras lyder ikke ligefrem som noget med en happy ending, men hvis vi sammen kan vende noget negativt til noget positivt, tror jeg, at vi kan skabe noget meget livsbekræftende. Jeg ved godt, at jeg ikke skal ud og redde verden, men jeg tror, at vejen frem er at skabe nogle gode oplevelser.

På sin tur til Honduras skal Jacob Nossell skrive om sine oplevelser på www.thehonduranproject.com, mens hans hjælper, Jon Holtze, tager billeder fra projektet.

- Jeg er meget taknemmelig og stolt over at folk gider at støtte mig og projektet. Jeg er sikker på, at der kommer noget godt ud af det, siger Jacob Nossell .

// Urth - Frederiksborg Amt Avis

Onsdag, 23 April, 2008 - 23:08

Jacob hjælper Honduras
Af Marie Helbo Laursen

Rejsen er planlagt, og billetten er købt. I juni måned tager den tidligere Brandbjerg-elev Jacob Nossell til Honduras i Mellemamerika for at hjælpe handicappede børn og unge. Under rejsen vil han skrive artikler, som bliver bragt i diverse medier. Jacob er selv handicappet, så han får turen sponseret af forskellige fonde.

Målet med rejsen er i første omgang at undersøge og gøre opmærksom på de handicappede børn og unges vilkår. Dette skal ske, ved at Jacob under sin rejse vil skrive artikler om, hvad han oplever, og disse vil så løbende blive bragt i diverse medier, bl.a. har han kontakt til Dagbladet Politiken (Jacob har tidligere skrevet om livet på Brandbjerg Højskole. )

- Det er vigtigt for Jacob at få forskellige vinkler på sine historier, så derfor har han allerede en række aftaler med personer og organisationer, han skal mødes med. Heriblandt en dansk pige, som arbejder med handicappede i Honduras og en honduransk handicaporganisation.

Hvis man vil følge Jacob under rejsen kan det også ske gennem hjemmesiden www.thehonduranproject.com, hvor han lægger sine billeder og artikler ud.

- Jacob Nossell tror ikke, at almindelige mennesker er klar over, hvordan forholdene er for handicappede i et fattigt land som Honduras. I Honduras lever 53 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen, og handicappede er selvsagt en ekstra udsat gruppe i et så fattigt land.
For eksempel skal de og deres familier selv betale for behandlinger og hjælpemidler som eksempelvis kørestole. ”Så det er dyrt at være handicappet i Honduras”, slår Jacob fast.

- Grunden til, at Jacobs hjerte brænder netop for dette projekt, er, at han selv er handicappet. Han er spastisk handicappet og har et talehandicap. Desuden skriver Jacob Nossell komiker og foredragsholder på sit visitkort, og han er en ung mand med mange talenter og meget på hjerte.

- Han er taknemmelig over de muligheder, han har fået som handicappet i Danmark og vil derfor gerne hjælpe andre handicappede i verden, som ikke har været så heldige som ham. Igennem længere tid har han søgt hos forskellige fonde om sponsorater til sin rejse, og indtil nu har han fået skrabet 30.000 kr. sammen.

- En stor del af sponsoratet kommer fra Sara og Ludvig Elsass Fonden og De Invalides Oplysnings Forbund, som begge er fonde, der støtter handicappede i deres projekter. ”Hvad de så til gengæld får ud af det, er en glad spasser”, griner Jacob let ironisk.

Men hvorfor så lige Honduras?

Jacob fortæller, at der er en ganske klar årsag hertil. Han har en god veninde i Honduras – en honduransk pige ved navn Fadua, som han har lært at kende på Brandbjerg Højskole. Idéen til projektet opstod i første omgang, fordi han gerne ville besøge hende i hjemlandet, og så fandt han på at kombinere besøget med noget meningsfyldt og velgørende arbejde, så rejsen kunne sponsoreres.

- Han mener, det er til fordel for projektet, at han kender én, som er bosat i landet. ”Det vil gøre det til en mere levende tur”, mener han. Jacob fortæller, at han og Fadua hurtigt blev gode venner, da de mødtes på Brandbjerg Højskole. Han husker, hvordan hun helt fra begyndelsen var meget afslappet omkring ham og hans handicap, hvilket overraskede ham lidt. Det viste sig imidlertid, at Faduas lillesøster er autist, så hun var vant til at omgås handicappede. Det var gennem Fadua Jacob fik øjnene op for, hvilke svære vilkår handicappede og deres familier lever under i Honduras.

- Det gjorde et stort indtryk på ham, da Fadua fortalte ham, at hun både skal forsørge forældrene, søsteren og sin egen familie, når forældrene ikke er arbejdsdygtige længere.

Jacobs Honduras-rejse kommer til at vare 2 uger; fra den 13.-26. juni. Det er første gang Jacob selv sætter noget så stort i værk, så han er naturligvis spændt på, hvordan det kommer til at gå.

- ”Jeg glæder mig enormt meget. Jeg håber det bliver en succes, for jeg har kæmpet for det. Og så er det første gang, jeg prøver noget på egen hånd, siden min debut som komiker”, siger en håbefuld Jacob Nossell.

www.brandbjerg.dk

Tirsdag, 22 April, 2008 - 23:19

Mens vi venter

Nu må kalenderen godt vise den 8. Juni 2008 snart. Foto: Jon Holtze

Billetterne er købt, programmet er sat og budgettet er næsten på plads. Den 8. juni tager vi af sted til USA og Honduras. Jon og jeg har besluttet at bruge 4 dage i New York, før vi tager videre til Honduras. Det kan vi lige så godt, når nu vi er i Amerika i forvejen (selvfølgelig på egen regning).

Jeg ser meget frem til turen til Honduras. Dette projekt er det første større projekt, jeg har søsat, siden min debut som komiker. Turen er mit lort og mit ansvar!

Jeg synes, det er sindssygt nervepirrende og spændende at stå selv med det fulde ansvar. Det er min røv der brænder, hvis noget går galt. Det tror jeg dog ikke, for heldigvis har jeg to super engageret venner. Jon og Fadua yder en stenhård arbejdsindsat til projektet. Uden dem var dette projekt aldrig blevet til noget.
Det er fedt at se, at de brænder for det, som jeg gør. Jeg tror, vi kan komme langt med dette projekt. Jeg håber og tror på, at vi kan tilføre lille Dannevang noget nyt viden om handicappede i Honduras. Jeg ”glæder” mig til at se, hvilke forhold de handicappede børn og unge lever under i Honduras.
Jeg glæder mig bare til, at kalenderen viser den 8. juni 2008, og når Jon og jeg sidder i flyet mod Miami.

// Jacob Nossell